Press "Enter" to skip to content

Mit stressede liv..

 

Alt hænger sammen

Når folk i almindelighed snakker stress bliver det tit deres arbejde der får skylden for at de er gået ned. Arbejdsrutinerne har ikke udnyttet de kompetencer som man har, bossen har været uretfærdig og jagtet én eller tempoet har været alt for højt. Min påstand er at tingene er mere kompliceret end det. Stress vil altid været samspillet mellem én selv og andre mennesker i alle sammenhænge. Både jobmæssigt og privat.

Hvis jeg ser tilbage gennem hele mit liv så kan jeg huske perioder fra barndommen hvor jeg kæmpede for at få opmærksomhed, især fra min far. Mine forældres generation var nok typisk for den tid. Man fik børn tidligt fordi det skulle man og ellers var der normer for det meste. En af dem var, at de ikke var så rundhåndet med følelser eller berøring. Jeg kan tælle på et par fingre de knus jeg fik som dreng fra dem begge. Alt imens jeg higede efter at mærke kærligheden og opmærksomheden. Ikke sådan at forstå at vi børn ikke var elsket, der blev bare ikke skiltet med det.

Den måde det kom til udtryk var ved at forsøge at leve op til det som mine forældre forventede eller som jeg troede de forventede. Og agere derefter.

Senere blev det arbejdsgivere i bl.a. forsvaret hvor jeg tit indordnede mig under nogle systemer og normer, der ikke var på samme højde med mine værdier og idealer, men det var autoriteter og så måtte det jo være mig det var galt med. Dengang var forsvaret (Søværnet) en anden arbejdsplads end den er i dag, der var meget kammerateri, druk, korruption og anden dårligdom, der hørte den tid til. Det skulle man kunne affinde sig med eller finde et andet sted at være.

For at få opmærksomhed og i hvert fald ikke negativ opmærksomhed ville jeg gøre tingene noget nær det perfekte hver gang så ingen kunne pege fingre og sige at det var noget skidt jeg havde lavet men det perfekte findes ikke.

Den frygt, som det jo er, har fulgt mig hele livet – hele tiden at finde ud af hvad er det rigtige og forståelsen af, at alle har deres egen model af verden og meningerne er forskellige. I sagens natur drejer det sig om at være god eller ikke god nok i mit eget hoved. Man kan ikke leve op til alt og alle men må i stedet finde sine egne ben at stå på.

Set i bakspejlet har flere af de jobs jeg har beklædt gennem tiden været stillinger hvor jeg ikke har følt jeg passede helt ind i. Men jeg fulgte min egen strøm og andres ambitioner som jeg også troede var mine egne og kom hurtigt op i graderne. Om jeg har været en dygtig leder eller ej, vil jeg overlade til andre at bedømme. Men de mange livserfaringer har jeg taget med mig og samler stadig på flere.

Stress mærkede jeg første gang rigtigt efter jeg købte en Skousen hvidevarebutik i Aalborg. Ambitionerne, frygten for ikke at slå til og dårlig nattesøvn gjorde sit indtog. Jeg kunne have dage hvor min krop sitrede – en uro som om man er angst for et eller andet, rasede i kroppen. Så fortog det sig gerne igen efter nogle dage og tempoet blev igen sat på fuld fart frem!. På hjemmefronten var min ex. og jeg samtidig gledet fra hinanden og en skilsmisse stod for døren og det var især en hård nød at sluge. Alle alarmklokker forsøgte at vække mig – uden held.

Pludselig kom der en finanskrise og jeg vurderede hurtigt, at jeg godt kunne snegle mig igennem den uden de store udskejelser såsom at trække for meget løn ud til mig selv. Hvis jeg samtidig gav kunderne en god oplevelse og afventede bedre tider, så skulle det hele nok blive godt igen.

Ud af det blå dukkede der en fyr op og før jeg fik set mig om, købte han butikken!

Fedt!! Tænkte jeg….   Endelig meningsløst spildtid til mig….  Jeg planlagde at snuppe mindst et år derhjemme og bare nyde og tænke på hvad der så skulle ske i mit liv.

2 måneder senere blev jeg tilbudt en lederstilling og smigret som jeg nok blev, sagde jeg ja. Den onde cirkel blev samlet igen…

Jeg havde før oplevet dårlig ledelse men lige netop her lå den ekstra langt fra det jeg havde prøvet tidligere i andre stillinger. I dag er virksomheden konkurs på grund af en stor mængde dårlige beslutninger gennem årene. Mit problem var især manglende respekt for min chef og det udgjorde en stressfaktor. Når de mest almindelige lederbeslutninger, eks. omkring hvordan man behandler et personale, var sort tale for ham, så trickede det min følsomme mave. Og sådan fortsatte det i ca. 3 år.

Sammen med en af mine kollegaer valgte jeg, i samme periode, at tage en såkaldt miniMBA for lige som at klæde mig lidt bedre på teoretisk til al den praktisk erfaring jeg slæbte rundt på. Kurset var i Aarhus et par gange om måneden og med en del hjemmelæsning og opgaver, samt prøver.

En kold efterårsmorgen i 2012 var det meningen, at jeg skulle hente min kollega i Aalborg og sammen skulle vi køre ned til kurset i Aarhus. Da jeg vågnede kunne jeg slet ikke koncentrere mig og alle muskler i kroppen var spændte. Jeg kontaktede min kollega og vi aftalte, at han i stedet skulle køre bilen med os derned.

Jeg husker intet fra dagen – alt stod som en tåge og jeg kunne ikke koncentrere mig om noget som helst. Det fortsatte de næste dage og jeg valgte at ligge mig syg. Når man som jeg er meget samvittighedsfuld og tænker meget over hvor totalt uundværlig jeg er (!), så var det en svær en af sluge. Jeg var ikke i tvivl om hvad der var galt med mig – det var en stressreaktion, der havde fældet mig.

Men jeg havde en plan! Der skulle noget meditation til, sport hver anden dag, masser af sund mad og så var den ged barberet! Jeg blev klogere…..

Efter et par måneder mente jeg, at jeg godt kunne starte op igen om end med et par timer om dagen. Jeg følte mig på ingen måde klar men nu måtte det være nok.

Dårligt var jeg kommet ind ad døren før min chef kaldte mig ind og med et ansigt i bedrøvelige folder, præsenterede mig for en opsigelse. Jeg var dybt rystet men manglede overskud i situationen til at gå i flæsket på ham. Det lå så langt fra vores holdning i firmaets visioner om, at der skulle være ordentlighed i alt hvad vi foretog os i firmaet (elsker ordet ”ordentlig”). Den officielle begrundelse var besparelser og der lå jeg i den dyre ende åbenbart, hvad angår løn, sagde han.

Jeg kørte direkte hjem og mærkede der hvordan min skuldre langsomt kom ned. Uden at vide det havde min chef gjort mig en stor tjeneste og tvunget mig til at tage nogle ting op til revision. Lidt bedre til mode kørte jeg fluks ind til ham igen og fik en ok aftrædelsespakke på plads, men det falder mig stadig svært at rose hans lederevner.

Nu var jeg officielt arbejdsløs og sygemeldt med stress….

Moralen, hvis der er en morale….    Mærk efter i din krop, også om dine forældre stadig sidder på dine skuldre og om de stadig har indflydelse på dit liv.

 

Be First to Comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *