Press "Enter" to skip to content

Så er vi klar til job efter ferien….eller..?

Forventningernes pris

Vi kender det alle, i ugerne op til ferien glæder vi os til at få noget fritid med familien, få slappet max af og samle ny energi til en ny arbejdsperiode. Tingene er i store linier linet op i hovedet til, hvordan det skal ske – lige fra vi lukker pc’en ned om fredagen – et fint skønmaleri og en perfekt ferie står for døren!

Det er søndag aften, dagen før første dag på jobbet efter ferien. Vi kigger tilbage på vores ferie og evaluerer om den nu også blev, som vi havde forventet. Forventningerne var store inden og depressionen presser nu på da ferien slet ikke blev som forventet. Der kom ting ind fra sidelinien, der kuldkastede planer, vejret drillede, pumpen i vaskemaskinen strejkede, svigermor meldte pludselig sin ankomst og teenageungerne havde andre planer med deres venner. Den ferie, der skulle have været i ren idyl med familien og med masser af afslapning, blev pludselig til et forhindringsløb for at finde de stunder til afslapning og opladning, der var planlagt fra starten.

Arbejdsdagen står nu for døren.. Allerede i slutningen af ferien begynder tankerne, at kredse om at det snart er tid igen at hoppe på trædemøllen. Måske du fysisk mærker et sug i maven over igen at være på vej på job, eller et tankemylder sætter gang i hovedet. En mailbakke venter med masser af udfordringer, som tit ikke er blevet løst imens du har afholdt ferie og frygten for hvad du møder ind til begynder at snige sig ind på dig.

Er du opladet og fyldt med energi – klar til en ny arbejdstørn?

Det hele handler om nærvær og nuet. I nuet findes der ikke frygt for fremtiden eller depressive tanker over fortiden. Men mere om det senere i dette indlæg.

Til en start får du lige et par små teknikker, i spredt orden, der kan være med til at indkøre overgangen til din hverdag igen:

  • Snak med dine (gode) kollegaer – hvad er der sket i deres liv og ferie. Megen forskning har vist at det sociale på en arbejdsplads er en god investering i et godt arbejdsliv.
  • Start langsomt op, indfør nogle gode rutiner hvor der er indlagt pauser løbende.
  • Forvent ikke at nå det hele på én dag – prioriter de letteste opgaver først hvis du kan
  • Tag en beslutning om at hver dag skal være en positiv oplevelse og manifester det!
  • Snak med dig selv om hvad der kunne gøre din arbejdsdag lettere fremover – nye rutiner?
  • Start om muligt midt på ugen efter ferien – så får du en blød og kort uge.
  • Spørg om hjælp hvis der er kommet opgaver ind du ikke kender eller har kompetencer til
  • Mærk efter hvad din krop fortæller dig – er du det rigtige sted?

Nuet – hvad er det?

Der kan skrives lange romaner om hvad nuet er og det vil jeg ikke bruge god blogtid på lige nu. Kort fortalt består vi jo af en krop og et sind. En filosof skrev for mange år siden ”Jeg tænker, altså er jeg til”. Dengang satte man lighedstegn ved, at vores tanker er vores identitet. En holdning mange fortsat har.

Sindet er opbygget af et bevidst og et ubevidst sind. Det bevidste sind bruger vi især til vores sanser:

  • Jeg mærker noget lige nu
  • Jeg ser noget lige nu
  • Jeg hører noget lige nu
  • Jeg føler lige nu
  • O.s.v.

Vi bruger det bevidste sind til at have styr på det, der sker nu og de ting vi foretager os i nuet. Det bevidste sind husker ikke så godt, så det vi gør eller ændrer på, lagres i det ubevidste sind.

Det ubevidste sind påtager sig opgaven med alt det, som ikke omhandler nuet. Du kan forestille dig en stor harddisk hvor alt fra din fødsel til din død lagres. Alt dit potentiale, dine talenter og evner – kendte såvel som ukendte ligger her.

Her findes også alle dine oplevelser, dufte du har duftet, følelser du har haft, ting du har hørt – alt!

Hvem har ikke prøvet at dufte eller smage noget som giver minder til noget man har prøvet engang for mange år siden?. Eller man hører et stykke musik, der giver associationer til noget.

Alt hvad du oplever sammenlignes med din indre model af verden.

Når ting bliver lagret, giver det os evnen til at danne os vore egne forestillinger om livet foran os og disse forestillinger kan påvirke vores krop og komme ud som en adfærd. Derfor betyder det noget hvad vi vælger at tænke især om os selv. Ergo – vi er ikke vores tanker for vi bestemmer hvad vores tanker skal være!

Nå, tilbage til nuet – nuet er, kort fortalt, den tilstand vi skaber hvor vi er helt nærværende og flytter fokus væk fra vores tanker i hovedet og ned i kroppen istedet.

Hvordan man gør det vil jeg komme ind på i et af de næste blogindlæg. Gevinsten er, at i nuet findes der ikke stress og bekymringer for fremtiden – whats not to like?

Fortsat god sommer!

 

 

 

 

 

Be First to Comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *